Helsingør Kommune underskriver fra den 1. juli 2023 ikke længere blanketter fra elselskaber vedrørende reduktion af elafgift.
Ansøgning om reduceret elafgift sker hos dit elselskab. Før du kan søge om reduceret elafgift hos dit elselskab, skal din bolig være registreret i BBR med elvarme eller varmepumpe og opvarmningsmiddel elektricitet. Den registrering kan ske, når din bolig er opvarmet med el som primær varmekilde. Det kan for eksempel være el-radiatorer, varmepumpe eller jordvarmeanlæg.
Tjek din BBR
Tjek din BBR på www.ois.dk
Hvis der er oplysninger i din BBR, som skal rettes, kan du gøre det via "Ret din BBR".
Ret din BBR
Mange elselskaber beder deres kunder om at gå til deres kommune for at få udfyldt en blanket i forbindelse med ansøgningen. Det er ikke kommunernes opgave at kvalitetssikre historiske data vedrørende varmekilder.
BBR-oplysninger er offentligt tilgængelige data, som elselskaberne og alle andre gratis kan få adgang til via ”Dokument for elektricitet” knappen, som vises i forbindelse med den enkelte enhed. Trykker man på knappen, dannes en PDF-fil, der giver den dokumentation fra BBR, der er behov for i den videre dialog med elselskaberne. Funktionaliteten kan tilgås af alle, der går ind på www.bbr.dk og kan således bruges af både ejere og deres energiselskab. Og også gerne fra borgerservice, hvis det er relevant. Der kræves ikke MitID eller anden legitimering for at benytte løsningen.
Hold din BBR opdateret
Hvis du har glemt at få rettet din BBR, og du ønsker at søge reduceret elafgift med tilbagevirkende kraft, er det et anliggende mellem dig og dit elselskab. Vi anbefaler, at du dokumenterer over for dit elselskab, hvornår din varmeinstallation er etableret. Det kan du gøre ved at sende dem en kopi af en faktura, hvor arbejdet og datoen fremgår.